Det samfund, jeg bor i, er ved at undergå nogle store omvæltninger. Det er jeg sådan set glad for. Vi trænger til forandringer i almindelige menneskers holdninger til, hvad man må og ikke må. Her er jo mange tabuer, og man taler ikke så meget om, at her faktisk findes et kvindekrisecenter i byen, hvor jeg bor.
Vold i hjemmet
Så, det var en stor overraskelse lige pludseligt at se en kvinde stå frem og fortælle om den vold, hun har været udsat for. Kvinden er meget kendt. Hun har fortalt om vold, som hendes træner har begået imod hende. Mest psykisk vold, men i tilfælde faktisk også fysisk. Det har vakt en bølge af opmærksomhed omkring problemer med vold og hermed seksuel vold i sportsklubber og på arbejdspladser. Flere og flere kvinder har fortalt i forskellige interviews om den vold, de har været udsat for på deres arbejdsplads. Der var blandt andet en kvinde – hun er skuespiller – som beskrev den psykiske vold, hun blev udsat for under en audition til en rolle. Ubehagelige historier at høre på. Men det er åbenbart nødvendigt for vores samfund, at vi får sandheden at vide. Sådan lige i panden og helt uventet.
Lidt som MeeToo
Selvom bølgen på et tidspunkt mindede meget om Metoo-bevægelsen, så er der faktisk flere politikere og eksperter, der er begyndt at tale om behovet, vi har for at få flere centre, som henvender sig til kvinder, der er udsat for vold. Opmærksomheden har også bevirket, at når folk tør åbne og tale om tabuerne, så bliver der ikke længere kun talt om fysisk vold. Her bliver talt om verbal vold – psykisk vold – og her på det seneste også om økonomisk vold.
Jeg ved ikke om her er ren forvirring omkring vold, voldtægt, økonomisk afpresning mv. Jeg ved bare, at tabuet ikke længere er så frygteligt at tale om, at man fejer ’problemet’ ind under gulvtæppet og ikke længere taler om det. Og det synes jeg, er positivt. Det tyder på, at samfundet her er klar til at blive lidt mere tolerant og til at gøre noget ved det, som ingen tidligere ville tale om.
Danmark er langt fremme
I Danmark er man meget længere fremme end her. Der findes jo mange organisationer, der gør noget for voldsramte – kvinder såvel som mænd. Der findes kvindekrisecentre på Sjælland, på Fyn og i Jylland.
Her i landet er der to. Som jeg nævnte, så ligger et af kvindekrisecentrene her i byen. Inde i centrum. Jeg ved fra en bekendt, jeg har, at der er mange, der søger efter hjælp hos dem. Det er et privatejet center, som har formået at overleve kun med støtte fra private fonde.
Jeg håber, at deres erfaring vil blive brugt, når nye krisecentre skal etableres. De ved, hvad de taler om. De ved, hvilken støtte de voldsramte har brug for – her og nu – og på længere sigt. Det går jo ikke bare at give et voldsramt menneske et sted at overnatte. Der skal meget mere til. Fx psykologisk hjælp. Økonomisk støtte. Hjælp til at finde et job eller starte en ny uddannelse.
