Islands Brygge er mere populært end nogensinde

Med den perfekte beliggenhed ud til vandet tæt på Rådhuspladsen er Islands Brygge et af de mest eftertragtede områder i København lige nu.

Der er ikke så meget at sige til, at boligpriserne på Bryggen er lidt højere end andre steder i hovedstaden. Den eftertragtede beliggenhed og de skønne kulturtilbud og spisesteder i området får københavnere på boligjagt til at drømme om at finde den perfekte lejlighed netop der.

Hvis du kommer cyklende fra Rådhus Pladsen og kører over Langebro, ligger Islands Brygge på højre hånd lige på den anden side af vandet. Mange af beboerne har udsigt ud over Københavns Havn, og baghaven gemmer på et væld af kulturelle tilbud, hyggelige kaffesteder og anmelderroste restauranter.

En kort gåtur fører desuden til populære spots som Christiania, Amager Fælled, Fisketorvet, Kløvermarken og selvfølgelig shopping i Indre By eller på Amagerbrogade – alt afhængig af humøret.

Islands Brygges stigende popularitet betyder desuden, at mange ildsjæle, iværksættere og pengestærke investorer vælger at satse på at placere deres vision netop der.

Cyklister i området kan for eksempel glæde sig til, at Lille Langebro åbner i løbet af 2018, så det bliver endnu nemmere at komme over på den anden side af vandet. Den nye bro bliver en genvej lige ved side af Langebro til cyklister og fodgængere.

Lille Langebro skal opføres i forbindelse med byggeriet BLOX, der åbner til maj, hvor blandt andet Dansk Arkitektur Center og BLOXHUB flytter ind, og fra Lille Langebro lander cyklister fra Amager og Islands Brygge lige ved hoveddøren – et stenkast fra Rådhuspladsen.

Lille Langebro er en beskeden gave fra Realdania til Københavns Kommune til 100 millioner kroner.

Udviklingen på Islands Brygge mærkes ikke kun på antallet af byggeprojekter i området. Flere kulturtilbud og spisesteder skyder også op på Bryggen som følge af den stigende efterspørgsel på boliger i området.

Homemate åbner for eksempel en helt ny forretning i Thorhavnsgade på Islands Brygge i januar 2018, så beboere i nabolaget har et sted at gå hen, når de ikke lige orker at stå bøjet over kødgryder og kølediske i supermarkedet.

– Vi er så heldige, at vi dagligt modtager henvendelser fra folk, der tipper os om nye områder og lokaler. Vi har særligt haft mange forespørgsler om at komme til Islands Brygge. Vi har store forventninger og glæder os meget til at hilse på alle vores nye naboer i området, siger kommunikationschef for Homemate, Camilla Vering Møller, til KBH.dk.

Mens der altså hele tiden kommer nye virksomheder og udviklingsideer til Islands Brygge, så er det samtidig et lokalsamfund, der også er unikt, når det gælder sammenhold og borgerinitiativer.

Da Københavns Kommune truede med at lukke en højt elsket rideklub på Artillerivej, gik de lokale brugere til modangreb og endte med at redde rideskolen fra lukning.

Alt dette gør til sammen Islands Brygge til et ret enestående område i København.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *